Ulykker ved komfuret

Hvert år opstår der mere end 500 komfurbrande på grund af forkert eller uforsigtig brug af komfurer

Hvis en gryde eller pande bliver glemt på komfuret eller der bliver lagt en avis eller andet brændbart på en tændt kogeplade, kan det starte en komfurbrand. Derfor har Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen sammen iværksat en kampagne, der skal gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at holde øje med tændte kogeplader.

Hvert år opstår der mere end 500 komfurbrande på grund af forkert eller uforsigtig brug af komfurer. Komfurbrande er i gennemsnit årsag til fem dødsfald årligt. 

En del af brandene opstår hos ældre, som glemmer, at de har tændt komfuret. Derfor håber vi , at blandt andre hjemmeplejen i landets kommuner vil tage imod et tilbud om gratis, advarende klistermærker, som de kan tage med ud til de ældre borgere, siger Pil Storm Giersing fra Beredskabsstyrelsen.

”Undgå brand – gå aldrig fra et tændt komfur” er budskabet, som kan placeres som en påmindelse i køkkenet. Klistermærkerne kan bestilles hos Sikkerhedsstyrelsen via www.sik.dk (se under publikationer) i det antal, der er brug for.

Klistermærkerne skal dagligt minde om, at man risikerer at starte en brand, hvis man forlader et tændt komfur, mens man er i gang med madlavningen. Det er en god ide at sætte det et sted, hvor man ser det hver dag, siger Lone Hansen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Budskabet om at undgå komfurbrande vil blive præsenteret i flere sammenhænge. Blandt andet vil DR’s OBS-programmer vise korte film om komfurbrande i løbet af oktober. Derudover bliver der en særlig kampagne målrettet unge mænd, som ligesom ældre er skyld i en del komfurbrande. Hos de unge opstår komfurbrandene ofte, fordi de laver mad efter en våd bytur, men er trætte og glemmer, at de har tændt komfuret.  De unge vil blandt andet møde budskabet om at undgå ulykker med kogepladerne gennem biografreklamer og Facebooksiden ”Livsfarlig cocktail.”

Fakta boks

Undgå komfurbrand ved at følge disse råd:

  1. Gå aldrig fra en tændt kogeplade.
  2. Lad være med at bruge komfuret til aviser, blade og ting.
  3. Hvis du har problemer med at huske, så overvej at få installeret en komfurvagt.
  4. Alkohol og komfurer er en livsfarlig cocktail. Hvis du er beruset, så lad være med at bruge komfuret.

Hav røgalarmer i boligen – og tjek at de virker.

Siden er sidst opdateret 2. februar 2022