Fyrværkeri
Gode råd ved brug af fyrværkeri
- Læs den vedlagte brugsanvisning til fyrværkeriet
- Brug altid beskyttelsesbriller
- Brug kun fyrværkeri udendørs og ikke i nærheden af brandfarlige steder
- Overhold den anbefalede sikkerhedsafstand til publikum
- Klargør kun ét stykke fyrværkeri ad gangen
- Vend fyrværkeriet med affyringsretningen lodret opad
- Anbring fyrværkeriet i et solidt fæste som anbefalet
- Antænd lunten med strakt arm og gå hurtigt væk
- Gå aldrig tilbage til en fuser.
Ofte stillede spørgsmål om fyrværkeri
Du må købe fyrværkeri fra 15. december til 31. december.
Mærkning af fyrværkeri
Fyrværkeri skal være mærket
Fyrværkeri skal være mærket med et CE-mærke. Hvis ikke det har et CE-mærke, er fyrværkeriet ulovligt, og du må derfor ikke anvende det. Derudover skal der medfølge en brugsvejledning på dansk, som angiver sikkerhedsafstanden til fyrværkeriet.
Fyrværkeri købt i udlandet er ulovligt
Som forbruger skal du dog fortsat være opmærksom på, at du ikke må indføre fyrværkeri til Danmark. Du må altså ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet med hjem til Danmark. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri.
Du må transportere og opbevare fyrværkeri med maks. 5 kg NEM. NEM står for Netto Eksplosivstof-Mængde og angiver, hvor meget krudt, der er i fyrværkeriet. NEM-vægten er angivet på fyrværkeriet.
Du må kun afbrænde fyrværkeri i perioden 27. december - 1. januar begge dage inklusiv.
Festfyrværkere må afbrænde resten af året
Udenfor ovenstående periode er det kun godkendte festfyrværkere, der må afbrænde fyrværkeri. Festfyrværkerne må kun afbrænde fyrværkeri efter ansøgning/anmeldelse til Beredskabet.
Ønsker du derfor fyrværkeri uden for perioden 27/12-1/1, skal du kontakte en festfyrværker.
Afstandsregler for fyrværkeri
Fyrværkeri må ikke anvendes nærmere end 100 meter fra:
- en bygning med let antændeligt tag, for eksempel stråtag.
- halmstakke, brændebunker og anden opbevaring af let antændeligt materiale.
- nåletræsbevoksninger, lyngheder og andre typer af brændbar bevoksning.
- en landbrugsejendom med dyrehold, en hundekennel eller et område med udegående dyr.
Afstandsregler for raketter
Ved affyring af raketter er afstandskravet 200 meter til:
- bygninger med let antændeligt tag, brændbare oplag og brændbar vegetation.
Desuden må raketter ikke anvendes nærmere end 10 meter fra en bygningsåbning, for eksempel vinduer eller døre.
Ved blæsevejr
I blæsevejr fordobles afstandene i vindretningen, både for fyrværkeri generelt og for raketter.
Særlige forbud ved tørke, virksomheder m.m.
Slagelse Kommune kan forbyde brug af fyrværkeri i et område eller fastsætte særlige afstandskrav, for eksempel på grund af tørke eller i nærheden af virksomheder med en særlig risiko. Der er ikke udstedt sådanne forbud i Slagelse Kommune på nuværende tidspunkt.
Forbud mod brug af fyrværkeri vil blive annonceret på kommunens hjemmeside og i dagspressen.
Brandvæsenet har ekstra travlt 31. december, når der fyres krudt og raketter af. Brandvæsenet rykker ud til næsten 16 gange så mange brande i nytårsdøgnet som på et gennemsnitligt døgn.
Derfor opfordrer vi til, at du gør, hvad du kan for at minimere risikoen for brand.
4 råd til at undgå brand nytårsaften
- Luk affaldscontainere, skraldespande og døren til garagen
- Sørg for, at containere og skraldespande står i god afstand fra bygninger
- Fjern brændbart materiale fra carporten, altanen og lignende
- Overhold den sikkerhedsafstand, der står på fyrværkeriet
Fik du ikke fyret alt dit fyrværkeri af ved nytåret, kan du kontakte Slagelse Kommune for at få deres anvisninger for bortskaffelsen. Det er nemlig ikke alle genbrugspladser, der kan modtage fyrværkeri.
Du må godt gemme fyrværkeriet til det igen bliver d. 27. december, men du må maks. opbevare 5 kg NEM. NEM-vægten står på fyrværkeri.
Overskydende fyrværkeri skal opbevares på en fornuftig måde. Læg det mørkt og tørt, væk fra elektriske apparater og varmekilder. Du skal opbevare alt fyrværkeri utilgængeligt for børn, og du må endelig ikke fjerne beskyttelseshætten fra lunter.
Hvis du vil sælge fyrværkeri i Slagelse Kommune skal du sikre dig, at du overholder reglerne i de tekniske forskrifter for fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.
Du kan sælge fyrværkeri på to måder
Salg fra butik
Du kan sælge fra din butik eller tilsvarende salgslokale, hvor dette skal anmeldes til Slagelse Brand og Redning. Anmeldelsen foretages på linket nedenfor på Virk.dk hjemmeside, denne skal indsendes senest 14 dage før opbevaringen påbegyndes.
Midlertidig salgssted
Hvis ikke du sælger fra en butik, men ønsker at etablerer et midlertidigt salgssted, er der en del flere regler, du skal overholde, Både regler i forhold til ,oplagring af fyrværkeri og indretningen af dit salgssted. Det betyder også, at du i dette tilfælde skal indsende en ansøgning til Center for Beredskab, der skal give dig tilladelse.
Ansøgningen skal indeholde dokumentation for, at reglerne i de tekniske forskrifter for fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er overholdt. Du skal også vedlægge det fornødne tegningsmateriale, en beskrivelse af virksomhedens arbejdsmæssige rutiner og af opbevaringsforhold.
Se vejledning om salg og opbevaring af fyrværkeri - Sikkerhedsstyrelsen
Ansøg om fyrværkerisalg
Ønsker du at sælge fyrværkeri fra et salgssted i Slagelse og Sorø Kommuner, skal du ansøge om eller anmelde dit salg til Slagelse Brand og Redning på VIRK.DK.
Bekendtgørelse
Salg og opbevaring af fyrværkeri er omfattet af reglerne i Bekendtgørelse om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler BEK nr. 1798 af 09/09/2021
Salgssted fra butik skal anmeldes jf. bekendtgørelsens §13 stk. 3
Øvrige salgssteder skal der ansøges om jf. §13